m
 

 

Tur til Skoemagerkroen, Kirke Såby

Referat:
Mandag den 14. marts 2011 med 95 deltagere.

Skoemagerkroen, på landevejen mellem Roskilde og Holbæk er Danmarks ældste post- og diligencekro fra 1521.
Det siges, at her blev Holberg inspireret til ”Jeppe på Bjerget”.

Vi tog fra Sjælør Station kl. 9.15 og havde stop ved Roskilde Station kl. 10.00, hvor vi samlede et hold vest- og sydsjællendere op.

Fra Roskilde kørte vi udsigtstur forbi Sankt Hans Hospital og gennem Boserup Skov, Herslev, Gevninge og ad den gamle landevej til Kirke Såby, da vi først skulle være fremme ved kroen ca. 10.30.

Vel fremme blev vi modtaget af forpagteren Michael, som viste os ind i det store lokale "Holbergsalen", hvor vi skulle spise.
En lokal historiker Bent Godtfredsen fortalte om kroen, dens historie og berømte personer som kom på stedet, bl.a krigsminister A.F. Tscherning, som blev gift i Kirke Såby og havde sin bryllupsfest på kroen. En af stuerne på kroen er opkaldt efter ham. I en af de andre gamle stuer er der indridset navne i ruderne af Ørsted og Hammerrich.
Holbergs inspiration på stedet er mulig, da han havde to gårde i området, har han jævnligt passeret kroen, som på hans tid havde en forpagter, der hed Erik Skoemager og en fæstebonde i nærheden ved navn Jep Jensen.

Efter historiefortællingen fik vi serveret en dejlig 2-retters menu, aspargessuppe og gammeldags oksesteg med alt ønskeligt tilbehør. Det var meget velsmagende og veltilberedt. Det viste sig, at den ene af tjenerne var selve ejeren.

Da maden var sunket, gik vi rundt i alle stuerne og så på det spændende gamle interiør, udsmykning og malerier, mens både forpagteren og historikeren beredvilligt fortalte om de forskellige ting.

Kl. 14 kører busserne os til Tadre Mølle, eneste tilbageværende gamle vandmølle i Elverdamsdalen.
Her bliver vi delt i to hold og får fortalt lidt om møllerne i Elverdamsdalen og specielt om Tadre Mølle og om hvordan den blev reddet til museum, samt guidet rundvisning rundt om møllesøen til bagslusen og gennem kålgården, lægeplantehaven og urtehaven. Ved vandmøllen åbnes slusen, så vi ser vandhjulet gå igang, og vi ser (og ikke mindst hører) møllehjulene og kværnstenene arbejde.
På stedet var der en lille café, hvor man kunne købe forskelligt mel fra møllen, nogle lokale specialiteter og husflid.

Ca. kl. 15.30 kørte vi tilbage til Skoemagerkroen, hvor vi fik kaffe og kage.

Vi var hjemme igen i Roskilde ca. 17.00 og på Sjælør ca. 17.30.