Til program

 

Nr.4. Forårstur, 3 dage til Nordfyn

Tirsdag d. 24-05 til torsdag d. 26-05-2016.

Afgang fra Sjælør Station tirsdag den 24. maj. kl. 09.30. Mødetid senest kl. 09.15.

Vi tager på en 3-dages tur til det smukke Nordfyn. Turen er med fuld forplejning dog uden drikkevarer. Vi bor på Bogense Hotel.

Når vi ankommer til Bogense får vi en let frokost, herefter har vi byvandring med guide. Eftermiddagskaffen fås på hotellet efter indtjekning.
Næste dag tager vi på skovtur med bussen og guider til nogle af Nordfyns seværdigheder:
- Gyldensteen Strand, der er et nyt stort naturgenopretnings projekt
- Glavendrup Lunden, en tusindårig mindelund
- Harridslevgaard Slot, hvor holder vi frokost.

Torsdag går det hjemad.
På hjemvejen skal vi se Ditlevsdal Bisonfarm, vi kommer med traktorbus og guide ud på ”prærien” og ser bisonokserne, frokosten spiser vi på farmens restaurant.
Vi finder senere et passende sted til eftermiddagskaffen.
Forventet hjemkomst på Sjælør ca. kl. 18.00.

I prisen indgår: 2 overnatninger med 2x aftensmad og 2x morgenmad, entré og guider til seværdighederne, bustransport samt 3x frokost og eftermiddagskaffe på både ud- og hjemturen. (Alle drikkevarer på denne tur er for egen regning).

Referat:
Det kneb lidt med tilmeldingerne til turen, så der blev solgt nogle gæstebilletter til venner.
På selve dagen fik vi en sygemelding, så vi endte med kun at være 25 af sted.

Tirsdag d. 24. maj
Bussen var, som så mange gange før, fra Nygaard, denne gang hed chaufføren John, ham har vi åbenbar kørt med før, han kunne i hvert fald huske os! Hmm?
Vi forlod planmæssigt Sjælør kl. 9.30 og efter en kort pause ved Korsør var vi fremme i Bogense lidt over 12. Chaufføren satte os af på gadehjørnet lige ved Erik Menveds Kro. Her fik vi et par lækre sandwich, så vi havde noget at stå imod med til den efterfølgende byvandring.
Kl. 13 blev vi hentet på kroen af vores guide, Palle Petersen. Han er den daglige leder af Nordfyns Museum, der har til huse i den gamle jernbanestation. Det er noget køligt og overskyet, skyerne ser lidt lumske ud.
Vi fik en to-timers spadseretur gennem Bogense, hvor vi fik fortalt om byen både i fortiden, i dens storhedstid og i nutiden. Selvfølgelig kom vi over torvet og beså Bogenses ”Maneken Pis”, der er en tro kopi af den i Bruxelles. Og ligesom i Bruxelles, rørte kvindebevægelsen på sig, så også her måtte man bøje sig for ligestillingen og få et springvand med en nøgen pige. Det hedder ”Barnvask” (lavet af en norsk kunstner) og står foran det forhenværende rådhus.
Vi fik fortalt om mange af husene, vi kom forbi, lige fra det mindste byhus, til den gamle købmandsgård, som stadig er i brug efter formålet, da det i dag er et meget stort møbelhus. Vi passerede kirken, der er under renovering og nød den fine udsigt over Lillebælt fra kirkebakken. En tur langs med Bybækken nåede vi også, mens guiden fortalte om dens forandring fra middelalderens og industriperiodens lorte-/affaldsrende til dagens rene vandløb med småfisk.
Vores bytur slutter ved hotellet. Vi var heldige, det holdt stort set tørt, vi slap med nogle få dryp.
Nu er det tid til indtjekning og hente bagagen i bussen, som holder på P-pladsen lige bag hotellet.
Kl. 15.30 er eftermiddagskaffen klar på hotellet. Herefter er tiden fri, nogle tager sig et hvil, andre kigger lidt nærmere på byens butikker.
Kl. 19 mødes vi i spisesalen til aftensmad og snart går snakken lystigt.

Onsdag d. 25. maj
Vejret er ligesom i går, køligt og gråligt. Vi går ombord i bussen kl. 9.30 her stiger Carl Martin Christensen ombord, en lokal guide og fortæller, han er med på dagens skovtur. Efter 15-20 min kørsel er vi på Langø ved Gyldensteen Strands naturcenter. Her modtages vi af naturvejleder Jens Bækkelund, der bor herude.
Det blæste ret kraftigt her, så vi blev vist ind i skolestuen, her viste han plancher og fortalte om naturgenopretnings projektet, bagefter gik vi en lille tur på diget og så nærmere på den nye fjord og indsø. Der gik en times tid med dette.
Atter ombord i bussen tog Carl Martin over. Han var nu også vejviser for chaufføren, som blev dirigeret rundt ad de mindre veje, så vi kom forbi mest muligt og vi fik en masse at vide om stederne vi passerede samt en del historier om personer med tilknytning til stederne, bl.a. Gyldensteen Slot.
Lidt over 11 var vi fremme ved ”Carl Martins hjemmebane” nemlig Glavendrup Lunden.
Her var en stor overdækket terrasse med borde og bænke, hvor vi slog os ned for kaffepause. Chaufføren havde sørget for at kaffen var klar og kassereren havde været omkring ”Bogense Bageren”, så der var rigtig fynsk brunsviger til samt ”en morgenbitter”, her var to forskellige ukendte mærker, godt vi ikke var flere af sted, så vi kunne nå at smage dem begge.
Da kaffen var drukket, var det tid til en lille spadseretur i lunden, hvor Carl Martin fortalte om den store runesten med nordens længste runeindskrift samt om skibssætningen. Han delte brochurer ud om lunden og havde samtidig forskellige typer stenøkser med, alle fundet i området.
Da vi havde været i ”skoven” i knap 1½ time, var det tid til at køre videre og efter 15-20 min. kørsel nåede vi Haridslevgaard Slot.
Carl Martin mente, vi skulle ind i gården til hovedindgangen, men det var en meget snæver vej og det viste sig, at den lille bro over åen kun kunne bære 5 tons.
Vi blev sat af ved broen og gik de sidste 40-50 m, mens chaufføren fik bakset bussen tilbage og kom ind ad en anden sidevej.
Slotsfruen kom ud i gården og tog imod os. Vi blev vist ind i det gamle slotskøkken, hvor frokosten ventede. Køkkenet var fyldt med kobbertøj også gamle dukkekomfurer med kobbergrej, det var ganske imponerende. Der var tændt op i det gamle ildsted og der var rigtig hyggeligt under de gamle hvælvinger.
Vi fik bænket os rundt om bordene og så kom fadene rundt, vi troede, vi skulle have 3 håndmadder, men det viste sig at være smørrebrød, flotte og lækre stykker, så det var godt, at der var dækket op med kniv og gaffel.
Kl. 14.30 blev vi afhentet i køkkenet af en guide Ulla Lunau, der skulle vise os rundt på slottet. Hun var også en rigtig god fortæller.
Vi kom igennem mange af slottets rum, mens vi fik fortalt om de forskellige beboere gennem tiden og om hvordan de nuværende ejere forsøger at skaffe interiør, der passer til slottet og de forskellige tidsperioder. Det var virkelig fascinerende at se, hvordan de gamle aftrædelses rum ”hemmeligheden” var ændret til nutidens krav til toilet med træk og slip.
Vi var helt oppe i det øverste rum i tårnet og kigge ud. Vi sluttede med et kig i den gamle fangekælder, her lå nogle kranier og knoglerester, de fulgte med ved købet af slottet, om det kan være fra Jens Boldmester, der døde i fangekælderen i 1600-tallet vides ikke.
Vel oppe på gårdspladsen igen hilser vi på nogle af påfuglene, der spankulerer rundt.
Så er det igen tid til at gå ombord i bussen, der er ikke mange kilometer ind til Bogense herfra.
Carl Martin dirigerer chaufføren ind i gennem landsbyen Harritslev og vi kommer forbi en fin 18-hullers golfbane. Golfbanen ligger på Gyldensteens jorder og hed oprindelig Gyldesteen Golf.
Vi holder lidt ved statuen ved indkørslen, den har en særpræget historie.
Det er en bronzeskulptur visende H C Andersen siddende med bare tæer og opsmøgede bukser på en bænk. Skulpturen er 3m høj og lavet af odensekunstneren Jens Galschiøt.
Den var oprindelig lavet til et kulturprojekt, som kuldsejlede, skulpturen stod herefter i Odense i 5 år, i protest over manglende betaling smed kunstneren den i Odense havn, i 2012 blev den hævet, men Odense ville stadig ikke betale for den.
Golfbanen erhverver statuen, som passer fint her, da banen efter en konkurs og omdannelse nu hedder H C Andersen Golf.
Omkring kl. 17 er vi tilbage ved hotellet. Nu er der afslapning indtil kl. 19 hvor vi skal spise.
Efter spisningen blev mange siddende og hyggesnakkede om dagens oplevelser.

Torsdag d. 26. maj
Vi samledes ved bussen kl. 9.30. Vi har delvis sol med hvide skyer.
Igen i dag stiger Carl Martin Christensen på og sender bussen ud på sightseeing ad de små landeveje. Vi fik en smuk køretur i landskabet, igennem idylliske landsbyer, forbi gamle godser, alt imens Carl Martin fortalte om det hele.
Chaufføren fik atter brug for alle sine kørefærdigheder, da vi kører i skoven og omkring Langesø Skovkapel, der ligger godt gemt i skoven men meget idyllisk ud til søen Langesø, vi kørte også forbi Langesø Slot.
Kl. 11 er vi nået til Ditlevsdal Bisonfarm, her tager vi afsked med Carl Martin og hans herlige fortællinger.
Vi skifter den komfortable bus ud med en traktorbus, som kører os ud på ”prærien”, hvor vi kommer helt tæt på nogle af bisonflokkene, undervejs får vi fortalt om opdrættet og dyrenes levevis.
Tilbage på farmen ser vi på indfangnings båsene og får fortalt om, hvordan de virker og hvordan de får bisonerne derind, når de skal mærkes, undersøges af dyrlægen eller skal til slagtning.
Kl. 12 samles vi i farmens restaurant til spisning og den stod selvfølgelig på bisonkød, forretten var Carpaccio af røget yderlår og hovedretten var bison-bankekød med kartoffelmos, det smagte stort set som oksekød, men det er meget fedtfattigt, rigtig lækkert.
Efter spisning var der lidt tid til at se sig mere omkring og gå i slagterbutikken eller souvenirboden og handle.
Lidt over 14 sidder vi atter i bussen og nu går det hjemover, Storebælt og Sprogø tager sig godt ud i solskin.
Vi holder velfortjent kaffepause hos ”Støvlet Katrine” i Sorø.
Ca. kl. 18 er vi tilbage på Sjælør efter et par oplevelsesrige dage.