2018-09-18 Samsø

 


Nr.2. Smag på Samsø

 

Tirsdag den 18. september 2018 kl. 06.30


Bussen afgår fra Sjælør St. kl 06.30 (Mødetid senest 06.15)

Opsamlingssted i Roskilde ved Sygehuset i Ny Østergade, mødetid her senest kl. 06.55, (busafgang fra Roskilde kl. 07.10)


Vi kører til Kalundborg, hvorfra vi sejler til Samsø (færgeafgang kl. 08.40), ombord på færgen får vi kaffe/the og et rundstykke.

Ved ankomsten til Samsø, får vi en guide med på bussen til at vise os rundt og fortælle om øen. På turen er der mulighed for øl og vinsmagning

samt kaffe fra eget kafferisteri. 

Frokosten (deres specialitet) spiser vi på restaurent Perlen i Sælvig.

Retur fra Samsø kl. 15.30, der serveres kaffe med frugttærte ombord.

Forventet hjemkomst i Roskilde ca. 18.15 og Sjælør ca. 19.00



Referat:

Der deltog 64 i dagens tur.

Vi kørte præcist 06.30 fra Sjælør mod Roskilde, hvor de sidste ankom samtidig med os, så vi kom lidt før af sted. Ankom derfor i god tid til færgelejet!

Vi sejlede 08.40 med sejltid omkring 1 ½ time.

Om bord var der reserveret borde og der ventede os en dejlig morgenbuffet. Klubben gav “en øjenåbner” i form af Underberg morgenbitter, da vi havde været tidligt oppe.

Inden bussen kørte fra færgen i Ballen Havn sprang vor guide Karl-Henrik ombord, klar til rundtur på øen. Først sydøen og senere på dagen nordøen.

I alt kom vi igennem omkring 22 byer. Bl.a. Ørby (landarbejdernes by i gamle dage), godset Brattingsborg, gennem Kolby, Kolby Kaas, Pillemark, Tranebjerg, Sælvig, Langør og Nordby.

Vi kørte rundt i dejligt solskinsvejr, helt op til 25 grader.

Første stop var i Permelille, der er øens højest beliggende by. Her besøgte vi Svanegården, hvor Samsø Gårdbutik er indrettet i de gamle længer fra 1877. I gården var der øl smagning og smagsprøver fra Samsø Bær m.m. Der var rigtig meget at se og købe.

Så videre rundt. Nogle af bynavnene kunne man huske fra “Strisser på Samsø”, og der er stadig betjent på øen.

Vi spiste på Perlen i Sælvig. Kartoffelmad til forret dernæst poulard med Samsø kartofler og grøntsager fra øen, der fulgte en genstand med.

Turen fortsatte herefter mod nord, bl. a. forbi Kanhave Kanalen, Stauns Fjord, der var områdets status som kongerigets omdrejningspunkt i Vikingetiden.

Med udsigt over fjorden kører vi i Langøre forbi den lille landskendte højtliggende kirke. Så stop i Nordby tæt på det populære gadekær.

Nu var det igen tid til smagsprøver og indkøb. I Samsø Bryghus Cafe og Butik. Der var kaffe fra øens eget risteri, “frisker for årstiden” baseret på hvidvin og lokale urter, samt diverse Samsøspecialiteter.

Nogle nåede en gåtur til klokketårnet og gadekæret og beså de flotte gamle velholdte huse.

Kl. 14.45 kørte vi ned mod Ballen havn, hvor vi takkede farvel til vor gode og friske guide.

Ombord igen med reserverede borde til os. Kaffen var klar med wienerbrød og blåbærtærte. Færgen sejlede kl. 15.30.

Omkring kl. 17 fra borde i Kalundborg og via Roskilde retur til Sjælør.