Tur til Sofiero Slot ved Helsingborg
Torsdag den 4. september 1997 kl. 10.15 (ved Helsingør Færge).
Fra Helsingør Færgeterminal går turen med M/F Tycho Brahe til Helsingborg, hvor en bus venter på at bringe os videre til en rundvisning med guide på Sofiero Slot
og i den tilhørende park med dens mange rhododendron og skulpturer samt en rosenhave med over 1.500 roser.
På hjemturen med endelig ankomst til Helsingør omkring kl. 16 sejler vi en ekstra gang frem og tilbage mellem Helsingborg og Helsingør,
således at vi kan få god tid til at forsyne os fra det store ta'-selv-bord i færgens restaurant.
Deltagerpris:
100 kr. for medlemmer, 140 kr. for gæster, ekskl. drikkevarer.
Tilmelding bedes foretaget senest den 4. august.
Referat fra beretningen:
Der var ingen detallieret omtale af arrangementet. Regnskabet svarer til ca. 80 deltagere.
Noter fra tidligere medlem Ellen M Frederiksens scrapbog:
Vi startede efter sommerferien med en tur til Sverrige.
Vi mødtes i Helsingør og gik ombord på færgen til Helsingborg, hvor en bus ventede på at køre os til Sofiero.
Da vi kom til slottet, startede vi med at gå rundt i den pragtfulde park med mange sjældne blomster og buske.
I haven var der mange sjove figurer og dyr klippet i levende buxbom, meget fantasifuldt.
Efter en dejlig tur gik vi ind på slottet, hvor en frisk guide ventede på at vise os rundt i det kongelige sommerhus.
Fra vinduerne kunne vi se en meget flot udsigt med sø og skov.
Efter turen på slottet gik vi ud til bussen, som kørte os ned til færgen igen.
Derefter gik vi ombord på færgen M/F Tycho Brahe, hvor der var dækket op til os med det store tag selv bord. Der var rigtig kræset op med alt godt,
så vi var nødt til at sejle frem og tibage to gange, så vi kunne nå at smage på alle retterne.
Klokken fire var vi i Helsingør og så gik turen hjemad efter en dejlig tur til Sverrige.
Vi var godt trætte, men det gjorde ikke noget, for vi havde haft en sjov dag.