Cirkusmuseet og Avedørelejren i Hvidovre
Torsdag d. 09-02-2012 Kl. 10.45
Vi mødes ud for Cirkusmuseet, Hovedporten 6, 2650 Hvidovre.
Bus 133 stopper lige ved hovedindgangen. Bus 1A har stop ved Avedøre Skole med 5 min. gang til museet. Fra Avedøre Station (S-tog) er der ca. 15 min. gang.
Rundvisningen starter kl. 11.00 vi bliver delt i hold og har rundvisning både i Cirkusmuseet og i Avedørelejren med fortælling om cirkuslivet og livet i en militærlejr krydret med lidt historie og anekdoter. Efter rundvisningen nyder vi en god menu i Cirkusmuseet.
Max antal: 79
Referat:
Vi blev 40 ialt. Vi skulle have været en guidet tur rundt i "Avedørelejren", der oprindelig har været en militærlejr, men som idag fungerer som en spændende bydel. På grund af det meget kolde vejr gik vi i stedet til auditoriet, hvor vi fik et foredrag om lejrens historie med små anekdoter fra militærlivet samt løbende så billeder på stor skærm og lidt filmklip fra Zentropa Filmselskab, der delvis holder til i området.
Auditoriet vi sad i, var blevet anvendt til filmoptagelse af "Italiensk for begyndere".
Herefter blev vi opdelt i 2 hold og guidet rundt i den forunderlige cirkusverden med mange spændende udstillede kostumer og rekvisitter fra en svunden tid. Udstillingen bød bl.a. på en cirkusforestilling siddende i en trapez eller man kunne fornemme, hvordan det var at køre på line 21 m over jorden.
Derudover en række sjældne filmklip med bl.a. Charlie Rivel, Cirkus Schumanns heste, elefantoptræden og tryllekunstneren Truxa.
Blandt de udstillede kostumer og rekvisitter var der en række fine klenodier så som kjoler fra Paulina Schumann, Diana Benneweis og Dora Miehe.
Det revolutionerende kostume med hotpants fra Nelly Jane Benneweis. Ølund Barlys jonglørknive og ikke mindst en lille flig af Truxas største hemmelighed, nemlig tankelæsernummeret.
Efter endt rundvisning var der på museet's 2. sal buffet med et glas rødvin, kaffe og kage samt sædvanlig hyggesnak.