20150915



En fængslende tur, 3 dage til Horsens


Tirsdag d. 15-09 til torsdag d. 17-09-2015


Afgang fra Sjælør Station tirsdag den 15. sep. kl. 09.30.


Vi tager på en 3-dages tur til Horsens, hvor vi bruger det meste af andendagen på at bese fængselsmuseet i det gamle Statsfængsel.
I slipper for at overnatte i cellerne, vi skal bo på Jørgensens Hotel.
Der vil blive tid til at gå på opdagelse og shopping i Horsens, som har et rigt kulturliv og hyggeligt by- og cafémiljø.
På hjemvejen kører vi omkring Jelling, hvor vi får rundvisning i ”Kongernes Jelling” og ”Danmarks Dåbsattest”.

I prisen indgår:
2 overnatninger med 2x aftensmad og 2x morgenmad, entré og guider til Fængselsmuseet og Jelling, bustransport samt frokost og eftermiddagskaffe på både ud- og hjemturen.
(Alle drikkevarer på denne tur er for egen regning).

Forventet hjemkomst ca. 18.00.



Referat:
Der var 34 deltagere på turen.


Den 15.09.15.
Dagen forløb planmæssigt efter programmet. Også denne gang var det en lækker frokostbuffet vi fik på Hotel Medio i Fredericia.
Efter indlogering og eftermiddagskaffen, gik vi på besøg hos hinanden. Da det er et gammelt hotel, var værelserne renoveret meget forskelligt, så det var sjovt at se de mange forskellige løsninger. Birgit og Benny havde fået et fornemt værelse lige ved siden af kongesuiten, den var åben, så vi kunne gå en besigtigelsesrunde, det var i sig selv en hel lille museumshistorie.
Der blev også tid til at ose lidt rundt i byen inden aftensmaden.


Den 16.09.15.
Fængselsmuseet var virkelig en fængslende oplevelse.
Mens vi stod i receptionen foran gitterlågen og ventede på holdopdeling og guider, var der pludselig kæderaslen og råben i gangen og der kom fanger og betjente forbi, dog var personerne en video/skyggespil på væggen med tilhørende lyde, det var både lidt uhyggeligt men også facinerende.
Receptionen var i den gamle fangemodtagelse, så gitterlågen var autentisk, og efter at have fået billetter blev vi lukket ind gennem gitterlågen. Billetten gav heldigvis ret til frit at gå ud, når man ville.
På den guidede rundtur kom vi igennem nogle forskellige celler og fællesrum mens vi fik fortalt om fængslets historie og om nogle af de berømte/berygtede indsatte, deres liv og levned og endeligt, herunder den sidste halshugning i Danmark. Rundturen sluttede i fængselskirken.
Herefter var der så tid til selv at gå rundt og se nærmere på alt det, vi ikke kom igennem med guiderne. Der var også mulighed for at købe sig lidt frokost i fængslets cafe.
Da rundvisningen var forbi, var der dog en hel del, der ikke ønskede at se mere her, men hellere ville shoppe i byen.
Løsningen blev, at bussen først kørte med dem, der gerne ville til hotellet, de fik en lille sigthseeing kørsel forbi Bygholm og langs fjorden på hjemturen.
Til det oprindeligt aftalte tidspunkt, blev de øvrige, der ville se mere, så afhentet. De fik også samme sightseeing.
Efter middagen var der gang i hyggesnakken, indtil hotellets personale skulle klargøre spisesalen til næste dag. Så rykkede vi ud i de bløde sofaer i receptionen, nogle besigtigede baren, der lå i hotellets kælderetage, den servicerede iøvrigt også os i receptionen.


Den 17.09.15.
Lidt over 9 forlader vi Horsens i et kedeligt regnvejr. Det styrtregner da vi en halv times tid efter ankommer til Jelling.
Vi skulle have haft rundvisning ude på højene og ved skibssætningen, men museet syntes vi skulle blive inde i tørvejr, så i stedet blev vi bænket i biografen, hvor vi fik fortællingen og så det hele på film i stedet.
Rundvisningen i museet "Kongernes Jelling" gik efter planen. Den var meget interessant og sat spændende op med mange interaktive muligheder.
Tiden for frokost nærmede sig, den indtog vi atter på Hotel Medio. Denne gang fik vi forret: Røget landskinke med melon og Hovedret: Sprængt svinekam med aspargessauce, det var meget lækkert.
Eftermiddagskaffen fik vi i "Støvlet Katrines Hus" i Sorø, det er første gang, vi har været her. Det er et gammelt charmerende bindingsværkshus lige ved søen.
Vi er vel tilbage på Sjælør Station til planlagt tid.


Atter en dejlig og oplevelsesrig tur.