Nr.4. Julefrokost og julehygge
Fredag den 28. november 2025 kl. 13.00.
Julefrokosten i år finder sted i Selskabslokalerne, Lille Friheden 1, 2650 Hvidovre.
Obs: bemærk adressen.
Der dækkes op ved 10 - mands borde.
Vi vil igen forsøge at sætte jer sammen efter ønske. Kravet hertil er, at de der vil sidde sammen, skal indsende en liste i god tid med alle navnene i deres bord-gruppe til formanden Vivi Vernegren.
Send mail til: formandinden@girosenior.dk - (linket virker kun såfremt du selv har et mail-program installeret).
Der er inkluderet fri bar. Vi har også musik til i år.
Arrangementet slutter kl. 17.00.
Referat:
Der var tilmeldt 88 medlemmer, 83 deltog.
Vi startede med at flytte bordene væk fra musikken, for ikke at få klager over at der blev spillet for højt. Baren åbnede kl.12.00 og vores 2 musikere spillede mens folk fandt deres plads.
Kl.13.00 var sild, fiskefilet og ferskrøget laks kommet rundt på bordene, så vi kunne begynde spisningen, der var snaps til for de, der ønskede. Derefter åbnede buffeten med tarteletter med høns i asparges, gammeldags flæskesteg med hjemmekogt rødkål, æbleflæsk samt svinemørbrad med bløde løg og champignon. De lune retter blev afløst af ostebord og frugtsalat. Senere kom ris a la mande og kirsebærsauce rundt på bordene med portvin / Baileys til og efterfølgende kaffe og the. Sædvanen tro var der en mandel i hver skål. Mandelgaverne til de heldige i år var en bøtte med ½ kg blandede chokolader.
Festen sluttede kl. 17.00 og vi blev bedt om at gå, da der skulle være endnu en julefrokost.