Nr.4. Julefrokost
Fredag den 29. november 2024 kl. 13.00.
Julefrokosten i år finder sted i selskabslokalerne, Lille Friheden 1, 2650 Hvidovre.
Der dækkes op ved 10-mands borde.
Vi vil igen forsøge at sætte jer sammen efter ønske. Kravet hertil er, at de der vil sidde sammen, skal indsende en liste i god tid med alle navnene i deres bord-gruppe.
Der er inkluderet fri bar. Arrangementet slutter kl. 17.00.
Skriv hvem I vil sidde sammen med, og send e-mail til: Vivi Vernegren på formandinden@girosenior.dk
Brev udsendt til alle medlemmer 15. nov. 2024
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling den 29. nov. 2024
Bestyrelsen indkalder herved til en ekstraordinær generalforsamling. Den vil foregå lige forud for julefrokosten den 29. nov. 2024.
Ekstraordinær generalforsamling den 29. nov. 2024 kl. 12.00 finder sted i selskabslokalerne på Lille Friheden 1, 2650 Hvidovre.
Grunden er, at banken lukker interessekontor ordningen den 1. dec. 2024. Det medfører at kontingentet til foreningen ikke længere vil blive trukket automatisk gennem Interessekontoret, som vi p.t. har det anført i vores vedtægter. Derfor skal vedtægterne nødvendigvis ændres, og det kræver en generalforsamlings beslutning.
Mød venligst op til generalforsamlingen og deltag i beslutningerne.
Referater:
Fra den ekstraordinære generalforsamling.
Der deltog 68.
Vi valgte at afholde den lige inden julefrokosten, da vi forventede, at det ville være nemmere for vores medlemmer, at komme en time tidligere, end at skulle afsted en ny dag. På denne måde ville mange af vores medlemmer formentlig deltage og dermed blive orienteret om den fremtidige kontingentbetaling.
Dirigenten kommenterede, at han aldrig før havde set så mange møde op til vores generalforsamlinger.
Den ekstraordinære generalforsamling varede kun 10 min., så der var god tid til at gå i baren og sludre med alle kollegerne inden julefrokosten skulle begynde.
Fra julefrokosten.
Der var tilmeldt 93 medlemmer og 88 deltog.
Vi var kommet i ekstra god tid som følge af generalforsamlingen, baren åbnede kl.12.00
Kl.13.00 var sild, fiskefilet, og ferskrøget laks kommet rundt på bordene, så vi kunne begynde spisningen, der var snaps til, for de der ønskede. Derefter åbnede buffeten med tarteletter med høns i asparges, gammeldags flæskesteg med hjemmekogt rødkål, æbleflæsk samt svinemørbrad med bløde løg og champignon. De lune retter blev afløst af ostebord og frugtsalat. Senere kom ris a la mande og kirsebærsauce rundt på bordene, med portvin til og efterfølgende kaffe og the. Sædvanen tro var der en mandel i hver skål. Mandelgaverne til de heldige i år var en bøtte med ½ kg blandede chokolader.
Bandet ”Hitfingers” stillede med to mand og leverede dejlig blandet musik, og vi sang lidt med ind i mellem.
Festen sluttede kl. 17.00