2014_arrangementer

2014 arrangementer


Her er listen over vores arrangementer afholdt i 2014.

Ved at klikke på arrangementsnavnet i listen kommer du direkte til det sted på siden, hvor det pågældende arrangement er beskrevet.




Hyggedag på Arnold Nielsens Boulevard 28


Onsdag den 22. januar 2014 Kl. 13.00


Vi starter med at spise. Efter spisning og hyggesnak, spiller vi banko. Der spilles 10 spil i alt.
Efter 5. spil får vi eftermiddagskaffe, hvorefter vi spiller de sidste 5 spil.
Vi slutter ca. kl. 17.00

 


Referat:

Der deltog 116, det er lige i overkanten af, hvad der må være iflg. brandmyndighederne.
Traditionen tro stod den på mørbradgryde, islagkage, bankospil og kaffe.
Også i år var der dobbelt-banko på fuld plade i to af spillene, og alle får fuld banko-præmie.




Foreningens 20 års jubilæum


Søndag den 23. februar 2014 Kl. 13.00


i Palmehaven, Damhuskroen, Roskildevej 244, 2610 Rødovre.
Buslinie 6A, 13, 21, 22 og 132 har stop ved Damhus Torvet.


Så kalder vi atter en gang til jubilæumsfest.
Der serveres velkomstdrink, en 3-retters menu, kaffe/the, natmad samt øl, vand og vin ad libitum.
Undervejs kommer Tina Grundwald og optræder.
Vores trofaste musiker Peter Vigh spiller både dinnermusik og op til dans.

Alle, der vil med, skal indsende denne endelige og bindende tilmelding.
(Den tidligere indsendte interessebesked er IKKE gældende)



Referat:
211 medlemmer havde tilmeldt sig.
Der var lidt startvanskeligheder. De var ikke færdige med borddækningen, da vi ankom og der manglede 11 kuverter. Der var ikke velkomstdrink til alle, og ikke plads nok i garderoben.
Stemningen blev rigtig god, da først vi kom i gang med maden og vinen, på trods af at vi sad som sild i tønde.
Vores trofaste musiker Peter Vigh spiller både dinnermusik og til vores sange samt op til dans. Vi sang velkomstsang efter forretten.
Kaffearrangementet var udvidet med cognac og Baileys samt chokolade.
Kl. 15.30 kom Tina Grundwald og underholdt, hun var bare rigtig god, lidt småfræk uden at være sjofel, der blev delt nogle blomster ud og hun fik penge både i strømpebåndet og i kavalergangen.
Der var lavet en rigtig god jubilæumssang (Iry og Ulla C) om, hvad der var sket i foreningen, siden vi sidst holdt jubilæumsfest.
Iry Arneke, Børge Kastberg og Jytte Mortensen blev hyllet, da de er medstiftere af foreningen.
Der var en del, der var gået inden natmaden, det var synd for dem, for gullaschsuppen var rigtig god.
Det blev en rigtig god fest på trods af start vanskelighederne.


Jubilæums sang over de seneste 5 års arrangementer

Jubilæumssangen "den tradionelle", som er brugt flere gange med forskellige tilretninger



Storm P samt Revymuseet


Tirsdag den  4. marts 2014 kl. 10.30


Vi mødes ved Storm P Museet på Frederiksberg Runddel, her bliver vi delt i to hold. Vores rundvisning starter kl. 11.00 og foregår skiftevis med et hold på Storm P museet og et på Revymuseet. Efter rundvisning går vi i samlet flok til et hyggeligt sted, hvor der serveres en 2-retters menu.

 


Referat:
60 medlemmer deltog i vores arrangement. Vi mødtes udenfor Storm P museet kl. 10.30.
Johannes Møllehave kommer forbi og falder i snak med os. Han spørger, om vi vil med på Frederiksberg Kirkegård og se Storm P grav, ca.30 tog med på kirkegården, (de, der var med på turen i 2011 til Frederiksberg Kirke, så gravstedet dengang).
Kl. 11 blev vi delt i 2 hold, et til Revymuseet og et til Storm P. efter 1 times guidet tur skiftede holdene.

På Storm P. Museet havde vi en guide med, som fortalte om Storm P's virke, mens vi beså samlingerne med tegninger og malerier.
Museet tilbyder, at man kan downloade en gratis app til sin personlige iPad. Med den nye app kan man nu tage din egen iPad med på museet og gå på opdagelse og dykke ned i en guldgrube af billed- og tekst materiale om Storm P. liv og kunstneriske virke.

På revymuset var det direktør Michael Eigtved der var guide. Han fortalte, at det var Ida og Bent From, som opbyggede en betydelig samling af materiale om dansk revy. Det er denne samling, der udgør grundstammen i Dansk Revyhistorisk Arkiv og hvorfra størstedelen af de udstillede genstande i museet er hentet.
Museets omfattende arkiv rummer en række effekter og kostumer samt en righoldig samling af billeder, scrapbøger, noder, originale manuskripter og tekster samt plakater og programmer fra revyens oprindelse i 1849 til i dag.

Bagefter gik vi alle til Hansens Gamle Familiehave, hvor vi nyder deres dejlige mad og høflige betjening.
Igen en rigtig god oplevelse.




Ordinær Generalforsamling


Onsdag den 2. april 2014  kl. 14.00


I selskabslokalerne på Arnold Nielsens Boulevard 28.


HUSK, har du forslag, der skal behandles på generalforsamlingen, skal det være bestyrelsen i hænde senest 18. marts 2014.

Efter generalforsamlingen vil der være lejlighed til selskabeligt samvær, hvor klubben byder på kaffe og brød.



Referat fra beretningen:

Der deltog 78 i årets generalforsamling.




Dyrehaven og Bakken


Torsdag den 8. maj 2014 Kl. 09.30


Mødestedet er Klampenborg Station ved Kaperkuskene.

Vi starter kl. 10.00 med hestevogns kørsel gennem den nyudsprungne skov til Bakken. Her går vi rundt med guide og får fortalt om Bakkens historie og anekdoter. Frokosten er en 2-retters menu, herefter kan i gå lidt rundt og vi afslutter vores arrangement ca. kl. 15 med kaffe og kage.

 


Referat:
Vi mødtes kl. 9.30 ved Kaperkuskenes holdeplads, hvorfra vi kl. 10.00 startede rundturen i den nyudsprungne Dyrehave i 9 store turisthestevogne. Vi var omkring 90.
Turen endte næsten foran Cirkusrevyteltet, hvorfra vi startede den historiske rundtur på Bakken med levende historier og jokes fra gamle dage, bl.a. omkring Kirsten Piils kilde, Bakkesangerinderne/Bakkens Hvile og Tribini. Vi var delt op i 2 hold anført af J. Sigurdsson og hans far. Vi var heldige med vejret, som trods dårlig varsling var fint hele formiddagen, men om eftermiddagen med lidt byger.
Herefter spiste vi på Bakkens Perle; først varmrøget laks og så vor senere kårede danske nationalret Stegt flæsk med persillesovs, som vor mor lavede den. Isvand til maden og én genstand (vin el. lign.).
Der var så mulighed for rundtur på egen hånd, indtil kaffen blev serveret kl. 15 med gammeldags æblekage med flødeskum.
Arrangementet sluttede her efter nogen tid.




Frilandsmuseet


Onsdag den 11. juni 2014 Kl. 11.30


Vi mødes ved hovedindgangen til Frilandsmuseet, Kongevejen 100, 2800 Kongens Lyngby.
Bus 184 og 194 fra Lyngby Station stopper ved Frilandsmuseet.


Vi bliver delt op i mindre grupper med hver sin guide og får 1½ times omvisning med temaet ”dagligliv på landet”.
Efter rundvisningen spiser vi i museets restaurant.



Referat:
Der var 52 tilmeldte. Vi mødtes foran Frilandsmuseet kl. 11.30. Vejret var heldigvis med os.
Efter at have hilst på vores 2 guider, der mødte os klædt i bondedragter, begyndte vi rundvisningen.
Vi blev vist rundt på gårdene og fik en masse fortællinger om livet på en bondegård og brugen af de forskellige rum og redskaber. Med små historier og anekdoter fik vi et indblik i hvordan hverdagen var for bondefamilien.
Kl. 13.15 mødtes vi alle igen i Frilandsmuseets restaurant, hvor vi spiste rullesteg med persille, kartofler og flødesauce samt dessert og kaffe.




Nykøbing F Revy m.m.


Torsdag-fredag den 28.-29. august 2014.


Afgang fra Sjælør Station torsdag den 28. aug. kl. 13.00.


Vi kører til Hotel Falster, hvor eftermiddagskaffen står klar til os. Vi har overnatning på hotellet samt middag og morgenmad. Der er bustransport mellem hotellet og revyteatret.
Fredag formiddag kører vi til Middelaldercenteret, hvor vi har guidet omvisning. Frokost med efterfølgende kaffe indtager vi på Præstekilde Hotel på Møn,
her bliver der også tid til en spadseretur.
Forventet hjemkomst ca. 17.30



Referat:

Der var 43 deltagere. Vi startede fra Sjælør  kl.13 og kørte mod Falster, vi skulle bo på Hotel Falster, men havde lige fået at vide, at hotellet var brændt (hjælp hvad nu!). Vi fik så at vide, at vi kunne bo på hotellet og få kaffen der, men ikke spise som det var planen. Det var køkkenet, der var brændt. Der var stillet nogle pavilloner op på gårdspladsen, hvor vi fik kaffen (og morgenmaden).
Vores huspoet havde straks forfattet "en brandsang", den blev delt rundt, og så fornøjede vi os med at synge den.
Aftenens menu fik vi i stedet på Revyteatret, hvilket var rigtig godt, da vi jo skulle se revyen. Vi fik en rigtig flot menu.
Revyen var bare rigtig god (blev kåret til årets revy). Efter revyen kørte vi tilbage til hotellet.
Fredag morgen efter morgenkaffen kørte vi til Middelaldercentret, hvor vi havde nogle timer. Det var virkelig en oplevelse, vi havde en super god guide, der var hele turen værd.
Hun levede sig helt ind i tiden, og kendte f.eks. ikke noget til nymodens ting som mobiltelefoner.
Efter denne oplevelse kørte vi til Præstekilde Hotel i Stege og spiste frokost. Vi havde haft rigtig godt vejr lige til vi kom til Stege, så regnede det.
Planen var, at vi skulle nyde omgivelserne ved hotellet, men vi fik fremskyndet kaffen, hvorefter vi satte kursen hjemad, og det regnede på hele hjemturen.
Men turen var bare rigtig god.

Information om turen omdelt i bussen.

Lige lidt information, om turen vi nu er startet på, vi skulle gerne nå Hotel Falster, ca. kl. 14-30, der får vi eftermiddagskaffe og kage når vi ankommer.

Som I jo nok ved har der været brand på Hotellet, vi kan sove på Hotellet, men vores Revymiddag, skal vi spise på Restaurant Svanedammen, og der tager vi hen kl. 17-15 efter spisningen er det tid til revyen.

Efter revyen, kører vi tilbage til Hotel Falster.

Næste morgen får vi morgenmad, (spis et godt måltid) det varer længe, før I får noget igen, kl. ca. 9-30 kører vi til Middelaldercentret, hvor der står 2 guider, I har en time med Guide, og en time på egen hånd.

Kl. 12 præcis kører vi, vi har en times kørsel til Præstekilde kro, hvor vi skal spise frokost ca. kl. 13-30, når vi har spist kan i slå mave, en lille time hvorefter vi får kaffe, efter kaffen går det hjemad, og så er mit store ønske at I har haft en rigtig god tur.

Håber så meget vejret er med os.

Bussen er med os på hele turen.

Forventet hjemkomst ca. 17-30 18-00.

                                   Revyhilsen

                                                    Birgit



Gjorslev Bøgeskov


Torsdag den 25. september 2014 mødetid gerne kl. 09.00.


Afgang fra Sjælør Station torsdag den 25. sep. kl. 09.30.


Der køres til Gjorslev Gods ved St. Heddinge, her får vi 1½ times rundvisning på godset. Efter en lille køretur på ca. 5 km, når vi til Traktørstedet Gjorslev Bøgeskov, hvor vi spiser frokost. Der er mulighed for lidt motion efter frokosten, gå tur langs stranden eller i skoven, inden vi afslutter med eftermiddagskaffen.

Forventet hjemkomst ca. 18.00.



Referat:
Vi var 64 afsted på turen. Kl. 9.30 kørte vi i 2 busser fra Sjælør Station mod Gjorslev Gods ved St. Heddinge. Her fik vi 1½ times rundvisning af godsforvalteren. Han var bestemt en meget levende fortæller.
Herefter en lille køretur på 5 km til Traktørstedet Bøgeskov, hvor vi blev mødt med en ret så dejlig kæmpebuffet med mange hjemmelavede specialiteter. Én genstand var inkluderet i prisen.
Godt mætte kunne vi nå at gå en tur langs vandet eller i skoven inden eftermiddagskaffen og kagen kl. 15.00. Herefter gik det så hjemad.




En glad dag i Hvidovre


Onsdag den 22. oktober 2014 kl. 13.00


Det foregår i selskabslokalerne på Arnold Nielsens Boulevard 28, som vi i dagens anledning har omdannet til ”Jazzhouse Giro” med fadølsanlæg og hvad dertil hører. Vi starter med en let anretning bestående af sandwich, herefter er der tid til hyggesnak inden musikken starter. Der er fri bar, så længe lager haves, foruden fadøllet fås vand og vin. Bandet ”The Spirit of New Orleans” underholder os fra kl. 14 til 16 primært med traditionel jazz.
Eftermiddagskaffen serveres under en pause i musikken. Når musikken slutter, kan der hygges videre, eventuelt til restegilde.
Arrangementet forventes afsluttet kl. 17.



Referat:
Kl. 13 åbnede "Jazzhouse Giro" i selskabslokalerne på Arnold Nielsens Boulevard. Der deltog 84.
Vi startede med fri  bar og store sandwich. Der var lejet et fadølsanlæg i dagens anledning.
Kl. 14 - 16 spillede 5 mandsorkesteret "The Spirit of New Orleans" ret så dejligt traditionel jazz á la Papa Bue med sang og festlige indslag.
Humøret var højt og mange udtrykte sin glæde over det.
I en kort pause kl. 15 kom kaffen på bordet.
Fra kl. 16.00 var der restegilde, hyggesnak og fortsat fri bar til kl. 17.00, hvor vi sluttede.




Julefrokost med julehygge


Fredag den 28. november 2014 kl. 13.00


Julearrangementet foregår i Tårnby Bowlinghals restaurant, Astridsvej 70, tæt på Tårnby Torv.
Bus linie 350 S, 30 og 36 samt Øresundstoget har stop/station ved Tårnby/Tårnby Torv.
Med i prisen er 2 øl eller vand og 2 snapse.

 


Referat:
Nu er det tredie gang, vi afholder julearrangementet i Tårnby, så nu kan vi vel betragte det som vores nye tradition. 158 deltog dette år.

Vores faste musiker Peter Vigh spillede på alle tangenter og alle sine instrumenter.
Som sædvanlig et dejligt arrangement.